Individuel terapi

Generelt er det ikke muligt for mig at beskrive hvordan en terapeutisk proces finder sted. Alle mennesker er forskellige, hvorfor den  terapeutiske proces kun kan  gribes an på forskellige måder. Hvor lang tid processen skal vare, afhænger derfor fuldstændig af dig og dine behov.

Hvem du er, dine forudsætninger, hvilke problemer du ønsker at arbejde med, samt hvad du ønsker at få ud af processen, vil være afgørende for vores samarbejde og for hvor længe du har lyst til at deltage.

For mig er hver klient ny ligesom hver session er ny. Selv om den  problemformulering du henvender dig med ligner andre menneskers problemer, er de problemer, DU har, knyttet til DIN livsproces og må derfor behandles ud fra DINE forudsætninger. Dette indebærer at du og jeg må gå på opdagelse i hele dit liv for at finde ud af, hvordan det kan være, at netop Du har de følelsesmæssige oplevelser og problemer, du har.

Generelt kan jeg dog sige, at den første samtale har til formål at skabe en god kontakt mellem dig og mig. Kun hvis du føler dig tryg i mit selskab, kan et værdifuldt terapeutisk forløb finde sted. Du vil opleve, at jeg stiller dig en mase spørgsmål, for at jeg kan blive i stand til at få et overblik over, hvor du er henne i din livsproces. Denne samtale vil medføre, at det bliver klart for os begge, på hvilken måde, du oplever, at dine følelsesmæssige problemer står i vejen for din livsudfoldelse. Det kan sommetider være provokerende at få stillet alle disse spørgsmål, så mange føler sig trætte efter den første session, fordi beskrivelser af nutiden og beskrivelser af fortiden får sat gang i en masse ting, der ellers har været ”skjult.”

Men her begynder processen så --- og hvad den vil indebære, kan ingen af os vide noget om på forhånd. Uanset hvilken vej du har brug for at gå og hvad end du ønsker at udforske, kan du dog regne med, at du har mig med på vejen.